Streetartist ZEVS
Motivet her er det samme som fascinerede Andy Warhol. Men meningen er anderledes. Streetartkunstneren Zevs lavede i 2011 en serie fotos, som han kaldte "Visual Violation series". Han udvalgte en række ikoniske fotografier af filmstjerner og andre berømtheder og "blitzede" deres ansigter væk.
Som andre af vor tids mest kendte street artist (fx. Banksy) forholder han sig kritisk til især vestlige samfundsforhold. Hvor Bansky ofte har en politisk kommentar i sine værker, kritiserer Zevs og "angriber" især massemedierne og globale kommercielle virksomheders magt over os. Selvom man fjerner ansigtet på Marylin Monroe, så genkender vi hende alligevel med det samme. Hendes ikoniske træk har simpelthen printet sig i vores hjerner og er blevet en del af vores kollektive billedebank. Hun er blevet selve definitionen på skønhed, glamour og sex.
Zevs mener bl.a., at den virkelighed vi præsenteres for gennem film, fotos og digitale medier "voldtager" vores sanser. Medierne og globale brands sætter dagsordene bl.a. for vores skønheds- og kropsidealer. De styrer vores "begær" efter bestemte ting og fratager os muligheden for at tage selvstændige valg og forstå og værdisætte verden på vores egne præmisser. Zevs og Banksy er typiske samtidskunstnere idet de arbejder med og i den virkelighed der omgiver dem og iscenesætter eller skaber deres værker - ofte i det offentlige rum - med et samfundskritisk sigte.